Gå til indhold

Guide · ca. 9 min. læsning

Teknisk SEO: 12 ting I selv kan tjekke på jeres hjemmeside

SEO-optimering starter med teknikken: tjek indeksering, robots.txt, HTTPS og mobil, og hold LCP på højst 2,5 s, INP højst 200 ms og CLS højst 0,1.

Det meste kan I tjekke selv med Googles værktøjer og jeres browser. Listen bygger på Googles dokumentation og er skrevet til den, der passer hjemmesiden uden at være udvikler.

Tjekskemaet til jeres SEO-analyse

Print skemaet, eller kopier det til et regneark, og giv hvert punkt grøn, gul eller rød.

Nr.TjekVærktøjGodt tegn
1Er de vigtige sider indekseret?site:-søgning og Search Console (indeksering af sider)Forside, ydelser og kontakt er indekseret
2Svarer siderne med status 200?Browserens udviklerværktøj (Network)Ingen 404 på vigtige sider
3Spærrer robots.txt eller noindex noget?jeresdomæne.dk/robots.txt og Vis sidekildeIntet vigtigt er blokeret eller mærket noindex
4Findes der en sitemap?jeresdomæne.dk/sitemap.xml og Search ConsoleSitemappen findes og er indsendt
5Kører alle sider på HTTPS?Hængelåsen i browseren og Search ConsoleIngen advarsler om usikker forbindelse
6Virker siden på mobil?Jeres egen telefon og Lighthouse i ChromeTeksten kan læses og knapperne rammes uden zoom
7Er siden hurtig og stabil?PageSpeed Insights og Search ConsoleLCP højst 2,5 s, INP højst 200 ms og CLS højst 0,1
8Har hver side sin egen title?Fanebladet, Vis sidekilde og site:-søgningUnik titel, der beskriver siden
9Har hver side sin egen metabeskrivelse?Vis sidekilde og site:-søgningEn eller to sætninger med sidens vigtigste punkter
10Har billederne alt-tekst?Vis sidekilde eller UndersøgKort alt-tekst, der forklarer billedet
11Er links og adresser til at forstå?Gennemgang af menu og forsideLinktekster siger, hvor man lander
12Er indholdet skrevet til mennesker med tydelig afsender?Læs ydelsessiderne selvDet fremgår, hvem I er, og hvem der står bag

Kan Google finde og hente siderne

1. Er de vigtige sider indekseret?

Søg på site:jeresdomæne.dk i Google for et hurtigt overblik, og se efter forsiden, ydelserne og kontaktsiden. Google nævner tre minimumskrav, før en side kan komme med: Googlebot må ikke være blokeret, siden skal virke og svare med status 200, og indholdet skal kunne indekseres. Mangler en vigtig side, så er punkt 2 og 3 de første steder at lede.

2. Svarer siderne med status 200?

Åbn browserens udviklerværktøj, vælg fanen Network, og genindlæs siden. Står der 200 ud for selve siden, svarer den, som den skal.

En 404 betyder, at siden ikke findes. Er en side væk med vilje, så ret linkene eller send besøgende videre til den nye side.

3. Spærrer robots.txt eller noindex noget?

Skriv jeresdomæne.dk/robots.txt i adresselinjen og se, om en Disallow-linje rammer mapper med vigtigt indhold. Åbn derefter Vis sidekilde på forsiden og en ydelsesside, og søg efter ordet noindex.

Google skriver selv, at robots.txt ikke er en måde at holde en side ude af Google på, og at en blokeret side stadig kan blive indekseret, hvis andre websteder linker til den. Skal en side væk, så brug noindex, en adgangskode eller fjern siden.

4. Findes der en sitemap?

Prøv jeresdomæne.dk/sitemap.xml. Adressen kan variere, så find den ellers via jeres system. Googles startguide nævner en sitemap som noget, I kan indsende, ikke som et krav. Findes den, så indsend den i Search Console.

Sikker forbindelse og hastighed på mobil

5. Kører alle sider på HTTPS?

Se efter hængelåsen i adresselinjen, også på kontaktformularen. Googles side om sideoplevelse spørger direkte, om siderne leveres sikkert, og henviser til HTTPS-rapporten i Search Console. Viser browseren en advarsel om usikker forbindelse, så tag det op med den, der driver jeres webhotel.

6. Virker siden på mobil?

Åbn siden på jeres egen telefon og prøv det, en kunde ville gøre: find telefonnummeret, udfyld formularen, læs en ydelse. Lighthouse i Chrome giver en mere systematisk gennemgang. Godt tegn er, at teksten kan læses uden zoom, at intet stikker ud over skærmkanten, og at knapperne kan rammes med en tommelfinger.

7. Er siden hurtig og stabil?

Googles tre målinger for brugeroplevelse hedder Core Web Vitals. LCP måler, hvornår det største element er vist, INP hvor hurtigt siden reagerer på et klik eller tryk, og CLS hvor meget indholdet hopper. Grænserne for god er 2,5 sekunder, 200 millisekunder og 0,1.

Brug PageSpeed Insights til en enkelt side og Core Web Vitals-rapporten i Search Console til hele sitet. Rapporten bygger på anonyme data fra rigtige Chrome-brugere og grupperer lignende sider, så den er ikke lavet til at vurdere en enkelt adresse. Er tallene røde, så start med den side, der får flest besøg, og med de forslag, PageSpeed Insights selv viser.

Core Web Vitals: LCP højst 2,5 sekunder for hvornår det største element er vist, INP højst 200 millisekunder for hvor hurtigt siden reagerer, og CLS højst 0,1 for hvor meget indholdet hopper.
Googles grænser for god, målt ved 75. percentil. Kilde: web.dev.

Det Google viser i søgeresultatet

8. Har hver side sin egen title?

Google anbefaler en titel, der er unik for siden, klar og præcis og beskriver, hvad siden indeholder. Står der "Forside" eller jeres firmanavn alene på flere sider, er det rødt.

9. Har hver side sin egen metabeskrivelse?

Metabeskrivelsen er den lille tekst, der kan stå under titlen i søgeresultatet. Google beskriver en god en som kort, unik for siden og med de vigtigste pointer, typisk en eller to sætninger. Har ti sider samme beskrivelse, eller er feltet tomt, så giv punktet gult.

10. Har billederne alt-tekst?

Højreklik på et billede og vælg Undersøg. Google beskriver alt-tekst som en kort, men beskrivende tekst, der forklarer billedets forhold til indholdet. Viser billedet et nyt tag på en villa i Aarhus, så skriv det, frem for en række søgeord.

11. Er links og adresser til at forstå?

Gå menuen og forsiden igennem. Linkteksten fortæller både læseren og Google, hvad der ligger bag linket, så "se priser på tagrenovering" siger mere end "klik her". Adresser med ord, en kunde kan forstå, er bedre end tal og koder, og ydelser kan samles i en mappe.

12. Er indholdet skrevet til mennesker med tydelig afsender?

Det sidste punkt handler om indholdet, men det hører med på listen. Google beder om indhold skrevet til mennesker og ikke for at påvirke placeringer, og nævner tillid som det vigtigste af de fire hensyn i E-E-A-T. Læs jeres ydelsessider, som en ny kunde ville, og se, om det fremgår, hvem I er.

Fra skema til handling

  1. Åbn Search Console, eller opret en ejendom for jeres domæne, hvis I ikke har en. Det er her, rapporterne om indeksering og hastighed ligger.
  2. Kør PageSpeed Insights (åbner i ny fane) på forsiden og på en vigtig ydelsesside, og se på mobilresultatet først.
  3. Gå skemaet igennem fra punkt 1 til 12 med telefonen ved siden af computeren.
  4. Skriv alt gult og rødt ned sammen med adressen på den side, hvor I så det.
  5. Ret det, I selv kan klare i jeres system, fx titler, metabeskrivelser og alt-tekster.
  6. Book et hjemmeside-eftersyn for resten, hvis I ikke ved, hvor I skal begynde.

Eftersynet er en uforpligtende gennemgang af det, jeres kunder også kan se, og I skal hverken give os adgang eller logins. Under mobil og teknik ser vi på indlæsning, mobilvisning og synlige tilgængelighedsproblemer, og forslagene kommer på mail med det vigtigste først. Search Console har vi ikke adgang til, så indeksering og sitemap (punkt 1 til 4) er jeres egen del af tjekket.

Teknisk SEO er kun en del af SEO-optimering

Et grønt skema gør siderne klar til at komme med i Google. Hvor højt de kommer op, afgøres af meget andet. Google skriver selv, at minimumskravene kun gør en side berettiget til indeksering.

Gode resultater i rapporterne om sideoplevelse sikrer heller ikke en topplacering, og relevant indhold kan vinde over en hurtigere side.

Resten handler om indholdet, og her beder Google om tekster skrevet til mennesker. Svarer ydelsessiden på det, kunden spørger om, før de ringer? Det har vi skrevet om i briefen til en hjemmeside, der giver flere henvendelser.

Hvor meget hastighed vejer i lige netop jeres branche, kan ingen af kilderne svare på. Google siger kun, at der ikke er et enkelt signal. Overvejer I at få hjælp udefra, står markedspriserne i guiden om hvad SEO koster.

En klassisk fejl er at blokere en side i robots.txt for at skjule den. En anden er at måle hastighed på kontorets computer og glemme mobilen. Skal I alligevel have ny hjemmeside, kan I se, hvad der indgår, på siden om hjemmesider.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er forskellen på teknisk SEO og almindelig SEO-optimering?

Teknisk SEO handler om, at Google kan hente og læse siderne: indeksering, statuskoder, robots.txt, HTTPS, mobil og hastighed. Den øvrige SEO-optimering handler om indholdet og om de links, der peger på jer.

Hvad betyder LCP, INP og CLS?

Det er Googles tre målinger af brugeroplevelsen. LCP måler, hvornår det største element er vist, INP hvor hurtigt siden reagerer på et klik eller tryk, og CLS hvor meget indholdet hopper. Ifølge web.dev er grænserne for god 2,5 sekunder, 200 millisekunder og 0,1.

Kan robots.txt holde en side ude af Google?

Nej. Google skriver, at en side blokeret i robots.txt stadig kan blive indekseret, hvis andre linker til den. Brug i stedet noindex, beskyt siden med adgangskode, eller fjern den helt.

Kommer vi øverst i Google, når skemaet er grønt?

Det er ikke sikkert. Ifølge Google gør minimumskravene kun en side berettiget til indeksering, og gode tal for sideoplevelse sikrer ikke en topplacering. Der er ikke et enkelt signal, og relevant indhold kan vinde over en hurtigere side.

Hvorfor viser PageSpeed Insights andre tal end Search Console?

Search Console-rapporten bygger på data fra rigtige Chrome-brugere og grupperer lignende sider, mens PageSpeed Insights er beregnet til at måle en enkelt adresse. Brug rapporten til overblikket og PageSpeed Insights til at finde årsagen på den enkelte side.

Kilder

Kontakt

Fortæl os om jeres projekt.

Beskriv opgaven, og få et vejledende estimat på omfang, pris og næste skridt. I får en fast kontaktperson, der følger opgaven fra afklaring til aflevering.

Skriv til os
Mads Sørensen, stifter af Platformhuset

Mads Sørensen

Stifter og direktør, Platformhuset