Platformhuset ApS
Privatlivspolitik
Her står, hvilke oplysninger vi behandler, når du skriver eller ringer til os, bruger chatten, kundeportalen eller Platformhuset OS, får nyhedsbrevet eller besøger sitet, og hvilke rettigheder du har.
Kort fortalt
Vi behandler fem ting:
det du selv skriver til os,
Afsnittet om henvendelserdin e-mailadresse hvis du beder om vores mails,
Afsnittet om nyhedsbreveten anonym optælling af sidevisninger, der kører automatisk uden cookies,
Afsnittet om statistikdet, der bliver sagt, hvis du ringer til vores demo-linje,
Afsnittet om demo-linjendin e-mailadresse, dit login og dine accepter, hvis vi inviterer dig til at teste Platformhuset OS,
Afsnittet om testbrugereog de mails, du selv vælger, og hvornår du er ledig i kalenderen, hvis du forbinder din Google-konto til Platformhuset OS (her er vi databehandler for din virksomhed).
Afsnittet om Platformhuset OS
Vi sælger ikke oplysninger videre, og vi bruger ingen annonce-pixels eller tredjeparts-sporing.
Når du sender en ide eller henvendelse
Vi gemmer de oplysninger, du selv skriver: navn, kontaktoplysninger og din beskrivelse af projektet. Vedhæfter du materiale — tegninger, skitser, skærmbilleder eller en PDF — gemmes filerne på et lukket lager uden offentlig adgang, hvor kun vi kan åbne dem.
Vi bruger dem udelukkende til at vurdere og følge op på din henvendelse, for eksempel til at sende dig et estimat. Vi videresælger eller deler dem ikke med tredjepart til markedsføring.
Retsgrundlaget er vores legitime interesse i at kunne besvare en henvendelse, du selv har sendt (databeskyttelsesforordningen art. 6, stk. 1, litra f) — og indgår vi en aftale, er det opfyldelse af aftalen (litra b).
Når AI hjælper med dine mails
Afsnittet gælder mails, du sender til os. Bruger du Platformhuset OS til din egen virksomheds mails, står det i afsnittet om Platformhuset OS.
Hvad der sker med din mail
Når du skriver til os på mail, behandler vi din afsenderadresse, dit navn, emnet og beskedens indhold for at besvare henvendelsen og følge op. Beskeden kan blive analyseret af en AI-mailassistent hos Anthropic. Rutinespørgsmål kan besvares automatisk; spørgsmål om blandt andet betaling, opsigelse, klager og juridiske forhold sendes videre til en ansvarlig person. AI-svar er mærket som AI i mailens signatur.
Vi bruger også Claude Code hos Anthropic til at sammenfatte mails i interne rapporter og forberede svarudkast. Den rutine sender ikke selv svar til kunder eller samarbejdspartnere. Kun de personer hos os, der følger op på henvendelsen, skal bruge rapporterne. Du kan bede om, at en medarbejder tager stilling til din henvendelse.
Mailen og opfølgningen behandles for at håndtere din henvendelse og vores kundeforhold. Grundlaget er vores legitime interesse i at besvare henvendelser og, når du selv er aftalepart, opfyldelse af aftalen (artikel 6, stk. 1, litra f og b).
Behandling i USA og opbevaring
Oplysninger i henvendelser kan behandles i USA hos Anthropic. Mails, kladder og rapporter opbevares i vores mailsystem og i de anvendte AI-tjenesters historik, efter behovet for at afslutte henvendelsen og dokumentere en aftale, betaling eller konkret tvist. Ved vurderingen indgår, om sagen er afsluttet, om oplysningerne stadig er nødvendige, og om lovkrav kræver fortsat opbevaring. Der er ikke en fælles automatisk slettefrist for disse kopier; de skal derfor håndteres særskilt ved sletning.
API-behandling og gemte Claude-samtaler har forskellige opbevaringsvilkår. Anthropic oplyser som udgangspunkt op til 30 dages opbevaring af almindelige API-input og -output, med undtagelser blandt andet for lovkrav og misbrug. Gemte samtaler i Claude slettes ikke automatisk efter samme frist. Se Anthropics opbevaringsvilkår via linkene nedenfor, eller kontakt os om indsigt og sletning.
Opbevaring ved API-brug (åbner i et nyt vindue)Opbevaring i Claude (åbner i et nyt vindue)
Når du ringer til demo-linjen 35 15 30 56
Nummeret står på vores forside og på prissiden. Det er vores egen demo-linje for Ringback, den AI-receptionist vi selv har bygget, og her er der ingen anden virksomhed at pege på: det er Platformhuset ApS, der er dataansvarlig for den samtale.
Receptionisten oplyser i sin første sætning, at den er en AI, og at den noterer, hvad I taler om. Der bliver ikke gemt en lydoptagelse. Vi gemmer det nummer, du ringer fra, tidspunktet, samtalen som skrevet tekst og et kort resumé — plus det, du selv fortæller: typisk navn, telefonnummer og hvad du ringer om.
Vi bruger det til at kunne vende tilbage om dit ærinde, og til at se, hvordan receptionisten svarede, så den bliver bedre. Du kommer ikke på en markedsføringsliste, fordi du ringede, og vi sender dig hverken sms eller mail, medmindre du selv beder om det.
Retsgrundlag: vores legitime interesse i at kunne besvare og følge op på henvendelser til vores egen linje (databeskyttelsesforordningen art. 6, stk. 1, litra f).
Selve opkaldet — nummer, tidspunkt og den skrevne samtale — sletter vi automatisk senest 30 dage efter. To ting følger ikke med, og det siger vi hellere ligeud: fortæller du dit navn og telefonnummer, gemmer vi dem som en kort kontaktnote sammen med dit ærinde, så vi kan vende tilbage; den bliver stående, til vi har fulgt op, og vil du have den slettet før, skriver du bare til os.
Og vi gemmer i fem år et bevis for, at du fik at vide, du talte med en AI — tidspunktet, den sætning, du fik at høre, og dit nummer i pseudonymiseret form, altså en hash og de sidste fire cifre og ikke selve nummeret. AI-forordningens artikel 50 kræver oplysning om, at du taler med AI. De fem år er vores egen opbevaringsfrist for dokumentationen; artikel 50 fastsætter ikke denne frist. Loggen ryddes op manuelt.
Til selve opkaldet bruger vi, ud over de databehandlere der er nævnt ovenfor: Telnyx (telefonforbindelsen), ElevenLabs (den danske stemme og selve samtalen) og Anthropic (sprogmodellen, der formulerer receptionistens svar og trækker navn, ærinde og tid ud af samtalen). Samtalen bruges ikke til at træne sprogmodeller.
Når du siger ja til en sms efter et opkald
Ringer du til Platformhusets eget nummer eller til Ejendomsdrifts hjælpelinje, spørger receptionisten til sidst i samtalen, om vi må sende dig en enkelt sms med et link. Kun hvis du svarer klart ja, får du den. Er svaret uklart, sender vi ingenting, og vi spørger ikke det samme nummer igen inden for 30 dage. Sms'en sendes gennem vores sms-leverandør Telnyx til det nummer, du ringede fra, og der kommer ikke flere.
På siden bag linket kan du booke et møde, bede om opfølgning eller information, sige nej tak og give en vurdering. Linket virker i 14 dage. Vælger du andet end nej tak, bliver dit valg, dit nummer og det, du selv skriver, en henvendelse til os og behandles som de andre henvendelser. Booker du et møde, lægger vi tiden som foreløbig i vores egen kalender med dit nummer og det navn, du eventuelt skriver; de ledige tider læses kun som ledig eller optaget.
Vurderingen og kommentaren gemmes anonymt: uden dit nummer, dit navn og tidspunktet, kun med datoen og hvilken linje du ringede til. Skriver du selv din mail ved feedbacken, gemmer vi den med, så vi kan svare dig.
Retsgrundlag: dit samtykke (databeskyttelsesforordningen art. 6, stk. 1, litra a, og markedsføringslovens § 10).
Vi gemmer beviset for dit ja for sig — spørgsmålet, dit svar, tidspunktet og dit nummer — i to år efter sms'en, så vi kan vise, at du sagde ja. Du trækker samtykket tilbage ved at vælge nej tak på siden eller skrive til os.
Når du er kunde og bruger portalen
Kundeportalen kræver login. Vi gemmer din e-mailadresse, dit projekt, de beskeder der udveksles i portalen, og de filer du selv uploader. Det er nødvendigt for at levere det, vi har aftalt. Din session holdes af en nødvendig cookie — uden den kunne du ikke være logget ind.
Når du forbinder din Google-konto til Platformhuset OS
Platformhuset OS kan hjælpe dig med at besvare en mail, finde et tidspunkt i din kalender, holde styr på dine kunder og svare på spørgsmål om din virksomheds egne data. Mail og kalender kræver, at du selv forbinder en Google-konto på Googles egen samtykkeskærm, og kontoen skal være en, din virksomhed råder over. Det er frivilligt, og login til OS giver aldrig adgang til din mail eller kalender uden dit samtykke.
Hvad vi ser og gør
- Mail. Googles tilladelse giver læseadgang til din mail (gmail.readonly). Vi bruger den kun til at hente de mails, du selv vælger, og nye mails, der passer til et filter, som en godkender i din virksomhed selv har sat op i mailudløseren med sit eget samtykke. Resten af din indbakke læser vi ikke.
- Kalender. Når vi finder tidspunkter, ser vi kun, hvornår du er ledig eller optaget (calendar.freebusy), og ikke titler, beskrivelser eller deltagere.
- Foreløbige aftaler. Tilladelsen til kalenderens begivenheder (calendar.events) giver adgang til at se og ændre begivenheder. Vi bruger den kun til at oprette og kontrollere de foreløbige aftaler, OS selv opretter, når du har godkendt et tidspunkt. Aftalen får titlen "Foreløbig:" efterfulgt af mailens emne og står i din egen kalender, så den kan ses af dem, der har adgang til at se din kalender. Den har ingen deltagere, og der sendes ingen invitationer.
- Vi sender aldrig en mail på dine vegne. Vi laver en kladde, og den bliver i OS, også når du har godkendt den. Du bestemmer selv, hvad der sker med den.
- Kunder og viden. OS samler et kundekort pr. afsender ud fra dine egne sager, og du kan skrive korte noter på kortet. Din virksomhed kan skrive viden om sig selv i Virksomhedsbogen, som agenterne arbejder ud fra.
- Spørg OS og agenter. Du kan stille spørgsmål til OS og give agenter opgaver. Et svar eller en agent kan foreslå en handling, men forslaget venter på, at en person godkender det.
- Webhooks og faste kørsler. Din virksomheds egne systemer kan sende hændelser til OS, og du kan gentage et spørgsmål eller starte en agent på faste tidspunkter. En hændelse sætter ikke selv noget i gang. Højst foreslår OS en agentkørsel, som en person skal godkende.
- Pushbeskeder. Pushbeskeder er slået fra i testen. Når de er slået til, og du har knyttet appen til Android til OS, får du en besked på telefonen, når noget venter. Beskeden indeholder aldrig navne, beløb, emner eller mailtekst.
Googles samtykkeskærm beskriver tilladelserne bredere, end OS bruger dem. Det, der står her, er det, OS gør med dem.
Hvad vi gemmer
Når du vælger en mail, gemmer vi mailens id, trådens id, afsender, emne, modtagetidspunkt og et uddrag på højst 200 tegn. Selve brødteksten gemmer vi ikke. Den bruges kun, mens kladden bliver lavet. Kladden, forslag til tidspunkter og din godkendelse gemmes som en del af sagen. På forbindelsen gemmer vi den forbundne Google-kontos id og e-mailadresse, og dit login-token til Google gemmer vi krypteret og kun, så længe forbindelsen er aktiv.
Vi fører også en journal over godkendelser og kalenderhandlinger, så det kan dokumenteres, hvad der skete. Journalen indeholder kun id'er, tidspunkter, tilstande, udfald og fingeraftryk. Den indeholder ikke mailens emne, aftalens titel eller e-mailadresser.
Derudover gemmer vi kundekort og dine noter, din virksomheds poster i Virksomhedsbogen, agentkørsler og kvitteringer med opgave, resultat og forbrug, hændelser fra jeres egne webhooks, faste spørgsmål med svar, dit samtykke til AI med tekstens version og telefonens pushadresse, når pushbeskeder er slået til, og du har knyttet appen til OS. Et spørgsmål til Spørg OS, samtalen og filer, du vedhæfter, bruges kun, mens svaret laves.
AI i OS
OS kan bruge en AI-model, men det er slået fra, indtil en ejer eller administrator i din virksomhed slår det til, og du selv siger ja til den tekst, OS viser. Indtil da laves kladden ud fra en fast skabelon, og mailens tekst forlader ikke OS. Vi bruger Claude fra Anthropic via deres API. Vores aftalepart er Anthropic Ireland, Limited, og behandlingen sker hos Anthropic, PBC i USA. Selve modellen kan efter Anthropics vilkår også køre i andre lande.
Modellen får kun det, opgaven kræver: til en kladde den valgte mails brødtekst, afsender, emne og modtagetidspunkt, til Spørg OS dit spørgsmål, de seneste beskeder i samtalen, filer og tekst, du selv vedhæfter eller deler, og de sager, kunder, noter, poster i Virksomhedsbogen og kvitteringer og, når regnskabsfunktionen er slået til, fakturaer, OS slår op for at svare, og til en agent den opgave og de oplysninger, du giver den, de poster i Virksomhedsbogen og Viden, den bruger, en hændelse fra jeres egne webhooks og opgaven i en planlagt kørsel. Fra sager sendes et kort uddrag og kladden, men ikke mailens brødtekst. Brødteksten fra mails, du ikke har valgt, sendes aldrig. CPR-numre, OS genkender, skjules, før noget sendes.
Vi sender ikke mailtekst til andre AI-udbydere. Anthropic bruger efter egne oplysninger ikke indhold fra API-kunder til at træne sine modeller og sletter det normalt inden for 30 dage. Markeres indholdet som brud på deres brugspolitik, kan det gemmes i op til 2 år. Overførslen til USA sker på EU-Kommissionens standardkontraktbestemmelser. Et menneske beslutter altid, hvad et forslag bruges til. Bruger du din egen API-nøgle fra Anthropic, sender OS kaldene under din egen aftale med Anthropic, og deres vilkår gælder for dem.
Hvem der er dataansvarlig
Mails indeholder ofte oplysninger om andre personer. Når du bruger OS til din virksomheds mails, er din virksomhed dataansvarlig for oplysningerne i mailene og kalenderen, og Platformhuset ApS er databehandler. Det står i databehandleraftalen for Platformhuset OS (version 2026-10-08), som din virksomhed tiltræder i OS eller på tilmeldingssiden, før en Google-konto forbindes første gang. For selve OS-kontoen, dit navn og din e-mailadresse til login og kundeforholdet er Platformhuset ApS dataansvarlig som beskrevet i resten af denne politik.
Retsgrundlag: For mails og kalender behandler vi oplysningerne som databehandler efter din virksomheds instruks (databeskyttelsesforordningen art. 28), og retsgrundlaget er din virksomheds. For OS-kontoen er det vores legitime interesse i at levere den aftalte tjeneste til din virksomhed (art. 6, stk. 1, litra f), og er du selv aftalepart, opfyldelse af aftalen (litra b).
Hvor længe vi gemmer det
- Sager, kladder og forslag: slettes automatisk 90 dage efter sagens sidste aktivitet. Sidste aktivitet er den seneste ændring af sagen: en beslutning om kladden, et forslag, en godkendelse eller et resultat af en kalenderhandling. At åbne sagen tæller ikke. Har sagen en kalenderhandling, hvis udfald ikke er afklaret, gemmes den, til udfaldet er afklaret, og senest til aftalen om OS ophører. En ejer eller administrator i din virksomhed kan slette en sag før i OS, dog ikke mens en kalenderhandling er uafklaret, og din virksomhed kan også skrive til kontakt@platformhuset.dk.
- Journalen over godkendelser og kalenderhandlinger: gemmes, til aftalen om OS ophører, som dokumentation og for at forhindre, at en slettet sag opstår igen.
- Login-token til Google: slettes, når du afbryder forbindelsen.
- Kundekort og noter: findes kun, mens kunden har sager, og forsvinder med den sidste sag. Du kan selv slette en note.
- Virksomhedsbogen, agentkørsler og kvitteringer: gemmes, til I sletter dem, eller aftalen om OS ophører.
- Webhook-hændelser: slettes 30 dage efter, at de er modtaget, og med det samme, hvis I sletter indbakken.
- Faste spørgsmål: gemmes, til du sletter dem, og svaret, til du har læst eller afvist det.
- Pushadresse og egen AI-nøgle: slettes, når du logger telefonen ud eller sletter nøglen, og senest når aftalen om OS ophører.
- Når aftalen om OS ophører: sager, kladder, forslag, journal og de øvrige oplysninger slettes eller udleveres senest 30 dage efter, og sikkerhedskopier slettes senest 30 dage derefter. Tilbage er kun beløb og tekniske id'er for AI-forbruget. De er pseudonyme, fordi de kan kobles til dig gennem dokumentationen nedenfor.
- Databehandleraftalen og samtykker: dokumentationen for, hvilken version din virksomhed har tiltrådt, og for samtykker til AI og til mailudløseren, gemmer vi i 5 år efter, at aftalen om OS er ophørt.
Sådan afbryder du
Du kan afbryde forbindelsen i OS når som helst. Så sletter vi dit login-token og tilbagekalder adgangen hos Google. Du kan også fjerne adgangen i din Google-konto under sikkerhed og tredjepartsadgang. Kan vi ikke få tilbagekaldelsen bekræftet hos Google, viser OS det, og så bør du selv fjerne adgangen i Google-kontoen.
Hvor data ligger og hvem der behandler dem
Sager, kladder, journal og de øvrige oplysninger ligger i et EU-projekt hos Supabase i Frankfurt, adskilt fra vores øvrige produkter, og login-tokens og egne AI-nøgler ligger krypteret i et særskilt lager. Supabase kan få adgang til dem uden for EU, når de yder support eller drift, og det sker på standardkontraktbestemmelser i deres databehandleraftale. Webdelen køres hos Vercel med serverfunktionerne i Frankfurt. Vercels netværk og driftsmåling kan behandle forespørgsler uden for EU, blandt andet i USA. Det sker på EU-Kommissionens standardkontraktbestemmelser og EU-US Data Privacy Framework. Anthropic bruges kun, når din virksomhed har slået AI til, og du selv har sagt ja. Pushbeskeder er slået fra i testen. Når de er slået til, går de til appen til Android gennem Expo i USA og Googles pushtjeneste, uden indhold fra dine mails, på EU-US Data Privacy Framework.
Google er ikke vores underdatabehandler. Den Google-konto, du forbinder, skal være en konto, din virksomhed råder over, og forholdet til Google er din virksomheds eget. Vi tilgår kontoen kun med de tilladelser, du selv har givet. Den fulde liste med land og overførselsgrundlag står i bilag B til databehandleraftalen.
Når du er testbruger
Testen er en aftale mellem Platformhuset ApS og den virksomhed, du deltager for. Inviterer vi dig til testen, gemmer vi din e-mailadresse, dit navn, hvis vi har skrevet det, og hvornår invitationen blev sendt, brugt eller trukket tilbage. Du logger ind med Google gennem vores login hos Supabase i Frankfurt, og vi gemmer din Google-kontos id og e-mailadresse. Vi gemmer også, hvilke versioner af databehandleraftalen og testvilkårene du har sagt ja til og hvornår, dit valg om AI og eventuelt din API-nøgle krypteret. Vi kan se, hvornår du sidst var logget ind, om du bruger kreditter eller egen nøgle, og hvor meget du har brugt. Vi ser ikke indholdet i dit arbejdsrum, medmindre du beder os om hjælp til noget bestemt, det er nødvendigt af sikkerhedshensyn, eller loven kræver det.
Din Gmail-adresse står på listen over testbrugere i vores Google Cloud-projekt, mens testen varer. Pushbeskeder er slået fra i testen. Når de er slået til, og du bruger appen til Android, gemmer vi telefonens pushadresse, og pushbeskeder går gennem Expo i USA og Google uden indhold fra dine mails.
Feedback og skærmbilleder, du sender os, bruger vi til at forbedre OS. De behandles som andre mails til os, også af vores AI-mailassistent, som beskrevet i afsnittet om mails til os, og gemmes efter reglen for henvendelser i afsnittet om opbevaring. Skriv ikke oplysninger om andre personer i feedback, og skjul dem på skærmbilleder.
Retsgrundlag: Vores legitime interesse i at gennemføre testen med din virksomhed, forbedre OS ud fra din feedback og kunne dokumentere aftalen (databeskyttelsesforordningen art. 6, stk. 1, litra f). Driver du virksomheden i eget navn, er det for testen opfyldelse af aftalen (litra b).
Vi sletter dit login, dit arbejdsrum og dit forbrug senest 30 dage efter, at testen stopper, eller du beder om det, og sikkerhedskopierne senest 30 dage derefter. Bagefter er der kun beløb og tekniske id'er for AI-forbruget tilbage. De er pseudonyme: de kan kun kobles til dig gennem dokumentationen for dine accepter, som vi gemmer i 5 år efter, at testen er stoppet. Dokumentationen er virksomhedens navn og CVR-nummer, dit bruger-id, ordlyden, versionen og tidspunktet. Invitationer slettes 30 dage efter, at de er udløbet eller trukket tilbage. Testvilkårene står på siden for testvilkårene.
Hvis du har skrevet til en af vores kunder
Er du afsender af en mail, som en af vores kunder har valgt at bruge i OS, er det kunden, der er dataansvarlig. Spørgsmål om indsigt, rettelse og sletning skal derfor rettes til kunden. Skriver du til os, sender vi henvendelsen videre til den virksomhed, det drejer sig om.
Googles krav om begrænset brug
The use of information received from Google Workspace scopes will adhere to the Google User Data Policy, including the Limited Use requirements.
På dansk: Vores brug af oplysninger, vi modtager gennem Googles Workspace-tilladelser, overholder Googles politik for brugerdata, herunder kravene om begrænset brug. Det betyder, at vi
- kun bruger dine Google-data til de funktioner, du kan se i OS: sager, kladder, kalenderforslag, kundekort og svar i Spørg OS
- kun overfører dem for at levere de funktioner og med dit samtykke, for eksempel til Anthropic, når din virksomhed har slået AI til, og du selv har sagt ja til det i OS, eller når det er nødvendigt af sikkerhedshensyn, eller loven kræver det
- ikke sælger dem og ikke giver dem videre til annonceplatforme, datamæglere eller andre, der videresælger oplysninger
- ikke bruger dem til annoncer, kreditvurdering eller udlån
- ikke bruger dem til at træne eller forbedre AI- eller maskinlæringsmodeller
- kun lader mennesker hos os læse dem, hvis du udtrykkeligt har sagt ja til, at vi ser en bestemt mail, hvis det er nødvendigt af sikkerhedshensyn, eller hvis loven kræver det.
Nyhedsbrevet
Beder du om at få besked, når vi skriver noget nyt, gemmer vi kun din e-mailadresse — plus dokumentationen for, at du har sagt ja: hvornår du gjorde det, hvilken side du gjorde det fra, og den præcise tekst, der stod ved feltet den dag. Vi er efter markedsføringslovens § 10 forpligtet til at kunne fremvise det samtykke.
Tilmeldingen er dobbelt opt-in: efter du har skrevet din adresse, får du én bekræftelsesmail. Klikker du ikke i den, sker der ikke mere — adressen bliver aldrig aktiveret, og du modtager intet. Feltet er aldrig krydset af på forhånd, hverken på forsiden eller i kundeportalen, og det er ikke en betingelse for at være kunde hos os.
Der er et afmeldingslink i hver eneste mail, og det virker med ét klik uden login. Melder du fra, holder vi op med at sende — men vi beholder en note om, at samtykket har eksisteret, og hvornår det blev trukket tilbage. Den note er selve dokumentationen, og derfor kan den ikke slettes samtidig med afmeldingen. Vil du have den væk også, så skriv til os, så sletter vi rækken helt.
Retsgrundlag: dit samtykke (art. 6, stk. 1, litra a) for selve udsendelsen, og vores retlige forpligtelse til at kunne dokumentere samtykket (litra c) for noten.
Når du skriver i chatten på sitet
Nederst i højre hjørne kan du stille spørgsmål i en chat. Den svarer med en sprogmodel, og det står i chattens hoved, så du ved det, før du skriver. Du kan bruge sitet fuldt ud uden at åbne den.
Vi gemmer det, du skriver, og det, chatten svarer. Det gør vi af én grund: vi læser samtalerne igennem for at se, hvad folk faktisk spørger om, hvad der mangler på siderne, og hvor chatten svarede dårligt. Det står også i chattens fod, mens du skriver.
Vi gemmer ikke din IP-adresse, og vi sætter ingen cookies for at kunne chatte. Hver samtale får et tilfældigt nummer, som ikke er knyttet til dig, til din browser eller til dine tidligere besøg. Lukker du siden og kommer tilbage i morgen, er det en ny samtale, og vi kan ikke se, at det er dig. Chatten husker kun i din egen browser, om du havde panelet åbent, og det forlader aldrig din enhed.
Du bestemmer selv, hvad du skriver. Skriv ikke personoplysninger om andre, og skriv ikke fortrolige oplysninger. Det er en chat på en hjemmeside, ikke en sikker kanal.
Vælger du at skrive din mailadresse for at blive kontaktet, bliver den henvendelse behandlet som enhver anden henvendelse til os, se afsnittet om ide-formularen ovenfor.
Retsgrundlag: vores legitime interesse i at kunne besvare spørgsmål fra besøgende og forbedre vores egne sider (databeskyttelsesforordningen art. 6, stk. 1, litra f).
Samtaler, hvor ingen har afleveret en mailadresse, sletter vi automatisk senest 90 dage efter. Har du skrevet din mail, gemmer vi henvendelsen, til vi har fulgt op på den, og vil du have den slettet før, skriver du bare til os.
Til chatten bruger vi, ud over de databehandlere der er nævnt ovenfor, Anthropic (sprogmodellen, der formulerer svarene). Din samtale bruges ikke til at træne sprogmodeller.
Cookies og statistik
Vi sætter kun én cookie, og den er nødvendig. Vores statistik sætter ingen cookier og kræver derfor ikke samtykke — den kører automatisk for alle besøg, og det kan den lovligt, fordi den intet gemmer eller læser på din enhed. Herunder står begge dele ærligt, hver for sig.
Den ene cookie vi sætter
ph_cookie_valg husker, at du har set forklaringen om vores statistik herunder, så vi ikke viser den igen. Den holder 12 måneder og indeholder kun et versionsnummer og datoen for, hvornår du så den — intet id, intet der peger på dig. Den er selv en nødvendig cookie: den findes udelukkende for at huske, at du har set informationen, og kan ikke fravælges, fordi der ikke ligger noget bagvedliggende valg at sige nej til.
Anonym statistik
Vi tæller sidevisninger og klik på platformhuset.dk, for alle besøgende. Vi gemmer:
- hvilken side der blev åbnet (uden det, der måtte stå efter
?i adressen) - om du kom fra en anden hjemmeside — kun værtsnavnet, aldrig den fulde adresse
- om du er på mobil eller computer
- hvilken browserfamilie du bruger, groft inddelt (Chrome, Safari, robot og så videre)
- klik på vores egne knapper og links ud af sitet
Målingen sætter ingen cookie og gemmer ikke din IP-adresse, intet bruger- eller session-id, ingen fingeraftryk af din browser og ingen fuld URL. Den kører på vores egne servere i EU — ingen tredjepart, ingen Google Analytics, ingen annonce-pixels. Fordi der intet lagres eller læses på din enhed, kræver målingen ikke samtykke efter cookiebekendtgørelsens § 3, og der er derfor ikke noget at slå fra — heller ikke selvom du ville ønske det. Det er også derfor, banneret nederst på siden er en oplysning og ikke et spørgsmål.
Kundeportalen tælles aldrig med, uanset hvilken side du kommer fra. Vil du læse forklaringen igen, står den under Om cookies nederst på enhver side.
Retsgrundlag: I det omfang driftsstatistikken indebærer behandling af personoplysninger, anvender vi vores legitime interesse i at forstå brugen af hjemmesiden (artikel 6, stk. 1, litra f). Det erstatter ikke et eventuelt krav om samtykke efter cookiereglerne. Du kan gøre indsigelse mod behandling på dette grundlag ved at kontakte os.
Driftsmåling hos vores udbyder
Sitet er hostet hos Vercel, som måler svartider og sidevisninger på tværs af vores hjemmesider, så vi kan se, om noget er gået i stykker eller er blevet langsomt. Ifølge Vercels egen dokumentation sætter målingen ingen cookies og identificerer besøgende via et hash af selve forespørgslen, som kasseres automatisk efter 24 timer. Vi bruger de samlede målinger til drift og forbedring af hjemmesiden. At målingen bruger hash og ingen cookies er ikke i sig selv et bevis for, at alle oplysninger er anonyme.
Hvor længe vi gemmer det
- Henvendelser og estimater: indtil de ikke længere er relevante, og under alle omstændigheder slettes de på anmodning.
- Kundedata og projekter: så længe kundeforholdet varer, plus den periode bogføringsloven kræver for det, der har med fakturaer at gøre (5 år).
- Nyhedsbrevs-samtykke: så længe du er tilmeldt, og derefter som dokumentation i op til 2 år efter afmelding.
- Opkald til demo-linjen: 30 dage for selve opkaldet. Kontaktnoten (navn, telefonnummer og ærinde) og AI-oplysningsbeviset følger ikke med — se afsnittet om demo-linjen.
- Platformhuset OS: sager, kladder og forslag slettes automatisk 90 dage efter sagens sidste aktivitet, medmindre en kalenderhandling på sagen ikke er afklaret, og login-tokenet til Google slettes, når du afbryder forbindelsen. Mailens brødtekst gemmer vi ikke. OS er åbent for et mindre antal inviterede testbrugere og endnu ikke for andre kunder. Se afsnittet om Platformhuset OS.
- Statistik: rækkerne er anonyme fra det øjeblik de skrives — der er derfor ikke en person at slette, og vi beholder dem som samlet statistik.
Opbevaring og adgang
Oplysningerne opbevares i Supabase i et EU-datacenter, og sitet hostes hos Vercel. Vores e-mails sendes via Google Workspace. De tre er databehandlere for os og må kun behandle oplysningerne efter vores instruks. Internt er det kun Platformhusets egne folk, der har adgang.
Platformhuset OS har sine egne underdatabehandlere: Supabase, Vercel, Anthropic, når AI er slået til, og Expo, når pushbeskeder er slået til. Den Google-konto, der forbindes, er din virksomheds egen, og forholdet til Google er din virksomheds eget. Det står i afsnittet om Platformhuset OS og i databehandleraftalen for Platformhuset OS.
Vi bruger AI-værktøjer i vores arbejde — blandt andet til at forberede estimater og skrive udkast til de svar, du ser i portalen. Svar og estimater, der frigives til dig i kundeportalen, er set igennem af et menneske først. Det står også på selve portalfladen.
Dine rettigheder
Du kan til enhver tid bede om indsigt i, rettelse af, sletning af eller begrænsning af dine oplysninger, gøre indsigelse mod en behandling, og få udleveret det, du selv har givet os, i et almindeligt filformat. Har du givet et samtykke, kan du trække det tilbage når som helst — det påvirker ikke det, der er sket inden.
Skriv til kontakt@platformhuset.dk eller brug formularen. Er du uenig i, hvordan vi håndterer det, kan du klage til Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby — datatilsynet.dk (åbner i et nyt vindue).
Vilkår for estimater
Estimater er vejledende og uforpligtende. Endelig pris og leverance aftales altid skriftligt, inden et projekt starter. Kan din ide ikke lade sig gøre, siger vi det ærligt.
Senest opdateret:
